Kære Dagbog
Endnu et år er gået, og vi har taget hul på et nyt med alt, hvad hverdagen tilbyder. Jeg kan simpelthen ikke fatte, at vi netop har sat endnu en Mayland med udfyldte sider om planlægning, ferie, fødselsdage og oplevelser på hylden . Hvor blev 2015 af? Jeg kniber mig selv i kinden og prøver at forstå, at jeg kan krydse endnu et år af uden helt at kunne erindre dagene til fulde. Lovede jeg ikke mig selv, at sætte tempoet lidt ned?
Mine unger er blevet et helt år ældre! Jeg kan tydeligt se det. Alfred bliver længere, modigere og tryggere. Ida er et stort barn, der pludselig kan læse, skrive og tage beslutninger på både hende og vores vegne. Marie, der nu er mere voksen og uafhængig end tidligere. Vi skal holde konfirmation i maj! Kan man tillade sig at sige, at man savner tiden med putteri i sofaen, godnatlæsning og at holde i hånd, når vi går tur? Nu hvor jeg reelt nyder, at kunne være sammen med hende på en mere voksen måde?
Kan vi ikke lige stoppe tiden lidt – eller måske drosle lidt ned på det der hverdagsræs.
Jeg har haft en del rejsedage her i januar og har haft tid til eftertanke. Det er meget normalt at have dette “review” af året der gik. Årsskiftet henter minder frem om dét der har været og som jeg i virkeligheden slet ikke er klar til at sige farvel til. Jeg bliver altid ramt af vemod. Det er de store følelser, der tager over. Jeg kan sidde på en cafe i storbyen med min smarte kaffe og blive grådlabil og overstrømmet af lykke, når jeg f.eks sortere billeder til et indlæg som dette. Stærke følelser om den overvældende bunke kærlighed jeg bare så gerne vil fordele i overflod på de uskrevne kalenderblade, vi lige har taget hul på.
